Kendelsen fastslår, at det ikke er sådan, at en afgørelse fra Jernbanenævnet automatisk “sættes på pause”, fordi den bliver indbragt for domstolene. Retten bemærker, at domstolene kun undtagelsesvis kan give et søgsmål om gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning.
I den konkrete sag fandt retten, at de ulemper DB Schenker pegede på ved at skulle efterleve påbuddet (og ved eventuelle tvangsbøder) i det væsentlige var af økonomisk karakter, og at der ikke var grundlag for at antage et alvorligt og uopretteligt tab.
På den baggrund kunne hensynet til virksomhedens økonomiske interesser ikke veje tungere end hensynet til, at Jernbanenævnets afgørelser kan gennemføres, mens sagen kører ved domstolene.
Resultatet blev derfor, at anmodningerne om opsættende virkning ikke blev taget til følge.
