Afgørelse

Banedanmarks registreringer af RDS-data – Delafgørelse om opsættende virkning af klage fra GoCollective

10-03-2026

Jernbanenævnet har behandlet klagen over Banedanmarks afslag på at rette registreringer af togforsinkelser i Regularitets- og Driftsstatistik System (RDS). Nævnet fandt foreløbigt, at der forelå særlige forhold, herunder en vis sandsynlighed for, at Banedanmark uberettiget har anvendt RDS-vejledningens “låsning” som præklusiv frist og dermed kan have afskåret saglig prøvelse af fejl i registreringerne. Da de omtvistede RDS-registreringer kan få væsentlige og potentielt indgribende konsekvenser for klageren, bl.a. i relation til Transportministeriets vurdering af opfyldelsen af Hovedkontrakten, tillægges klagen opsættende virkning. De omtvistede RDS-registreringer kan herefter ikke lægges til grund på det foreliggende grundlag.